Åh at længes

Her følger så min seneste klumme fra Frederiksborg Amts Avis 22. juli 2007

Det sker hver eneste gang.
Hver gang jeg kører over Svendborgsundbroen i det sydfynske, får jeg hjemvé. Nu er det godtnok 20 år siden, jeg flyttede fra Svendborg og broen over til min barndomsø Tåsinge, og jeg har efterhånden boet længere tid langt væk fra denne, den skønneste plet på verdenskortet end jeg har tilbragt der, men der er ikke noget at gøre. Der er altid smukt, uanset årstiden og vejret. Der er altid skibe på sundet, der minder om alle de gange, jeg selv har sejlet eller plasket rundt dernede. Og der er altid en cyklist, der strider sig over broen i sidevind, sådan som jeg også har gjort det mange gange.
Når jeg kører over Svendborgsundbroen, så længes jeg hjem.
Senest da jeg bragte en bilfuld unger på sommerferie hos Mormor og Morfar. Det betød, at jeg måtte krydse broen to gange på et døgn og på vejen tilbage til Nordsjælland og pligterne, hørte jeg et fantastisk interview i radioens P1 med film- og tv-produceren Anett Wolff. En dame, der har oplevet lidt af hvert i sit mere end 70 år lange liv og som lige nu "med den tid jeg nu har tilbage" er dybt optaget af at gøre sin barndoms drømme om den arktiske hvide ulv til virkelighed i form af et forskningsprojekt og en dokumentarfilm om de prægtige dyr. Derfor befinder hun sig højt mod nord i "Anett's Outpost" i Novia Scotia. Frit citeret fortalte hun: "Alle mennesker har et sted, de hører hjemme. Jeg fandt mit hjem som 68-årig. Her i Novia Scotia".
Hvor har hun ret. Alle hører hjemme et sted, og det kan godt være, at længslerne efter at rejse ud, at opleve noget nyt, at udvikle sig, lære og møde nye mennesker er stærke længsler, men den stærkeste er at længes hjem.