Enevælde, censur og andet bøvl

Enevældens censurtider er vist genindført, tænkte jeg torsdag efter en arbejdsdag som sluttede med en stædig diskussion med en spindoktor fra Miljøministeriet.
Jeg var kommet på færten af historien om fire borgmestre fra hovedstadsområdet, der ville brokke sig til Connie Hedegaard over nye planlægningsregler. Klokken var 16.30, og jeg ville gerne have en kommentar eller bare en, der kunne uddybe sagen til baggrund, men nej. Jeg kunne ikke få lov til at tale med en embedsmand, hvis hans eller hendes svar ville lægge sig op af ministerens svar til de fire borgmestre, fordi brevveksling ikke skal foregå i offentligheden, og man skal som brevskriver ikke kunne læse om en sag i avisen, før man selv har fået et svar. Hallo! Hvergang jeg støder på den hensyn-argumentation fra offentlige myndigheder, så tænder jeg af. Offentlige myndigheder har I glemt, at I er offentlige. I er ejet af folket, og derfor er der lidt flere interesser på spild end hensynet til sagens hovedpersoner, medarbejdere, samarbejdspartnere eller hvem der nu lige skal beskyttes, når journalister beder om oplysninger i en sag.
For nylig havde Frederiksborg Amts Avis besøg af en gruppe journalister fra Indien, Nepal, Afrika og en række andre lande, der var inviteret til Danmark af Danida. De var på demokrati-besøg og skulle høre om lokale medier og forholdet til det lokale demokrati. De fik den store tur om Frederiksborg Amts Avis' 130-årige historie. Om avisens grundlægger, der var en af Grundlovens stærke forkæmpere. Om Grundlovens paragraf om ytringsfrihed, og de få reguleringsregler vi har i love som for eksempel loven offentlighed i forvaltningen. Og så fik de historien om, hvordan offentlige myndigheder stadig snor sig, hvis det ikke lige passer ind i kommunikationsstrategierne at få en sag ud i medierne.
Nå - torsdag var det sidst på eftermiddagen, så jeg måtte skrive min historie uden kommentar fra modparten og uden oplysninger til baggrund.
Fredag formiddag var spindoktoren i røret igen med navn og nummer på en kontaktperson, der kunne fortælle om baggrund. Det gjorde personen fint og objektivt, og hun havde ingen problemer med at udtale sig til citat.
Og lidt senere ligger der så en mail mere. Hvis avisen alligevel vil have en kommentar fra miljøministeren, der ellers er på rejse i Grønland, så kan vi få det.
Jeg siger selvfølgelig 'Ja tak', og så er der to fine opfølgninger på sagen. Ministerens kommentar planlægges til forsiden, så de personlige ambitioner er også tilfredsstillede efter dagens arbejde.
Hvad sker der så? Lørdag morgen er forsideversionen ikke med....og den er heller ikke lagt andre steder i avisen...nu skulle den gerne være med på netudgaven, men ellers må man bare konstatere, at nogle historier skal gå så grueligt meget igennem, og så går det også galt til sidst.