Størrelsen er et spørgsmål om vane

- men de unge læsere foretrækker tabloid.

Spiller størrelsen nogen rolle? Når det gælder aviser, så viser en svensk analyse, at læserne foretrækker den størrelse de kender og er vant til at læse, men samtidig at yngre læsere hellere vil have tabloidaviser. Opbakningen til tabloid er steget og samtidig falder interessen for broadsheet-avisen. Det er et spørgsmål om, hvad der er mest ”handy”. Og vigtigst tabloidavisen er ikke længere synonym med overfladisk sensationsjournalistik.

Skal man som broadsheetavis så vælge det mindre format?

Nej – hvis alle gør det, så er formatet ikke med til at adskille den enkelte avis fra de andre.
Nej – indholdet er det vigtigste, så formatet burde ikke have betydning.
Nej – mindre størrelse begrænser layout-mulighederne.
Nej – læserne kender avisen ud fra formatet, og det er følsomt at røre ved læsernes vaner.
Nej – tabloidaviser associeres med sensationsjournalistik.

Ja – når alle gør det, så er tabloid udtryk for at følge med tiden, mens broadsheet er gammeldags.
Ja – de unge foretrækker tabloid og de er fremtidens læsere.
Ja – format er et spørgsmål om vane, så det skal læserne nok vænne sig til.
Ja – indholdet er det vigtigste, så formatet burde ikke have betydning.
Ja – det tvinger journalisterne til at skrive kortere.
Ja – læserne ved godt, at tabloidaviser ikke kun er for sensationsjournalistik.
Ja – på baggrund tekniske og/eller driftsøkonomiske fordele.

Spørgsmålet om avisformatets betydning har Jan Strid og Lennart Weibull gennemgået i den svenske analyse ”Tidningsformatets roll” fra ”Tidningsmiljöer – Dagstidningsläsning på 1990-talet” (1995).
Det klassiske store formatet, broadsheet blev udfordret i 40erne af halvformatet, tabloid. Op til 70erne var broadsheet det dominerende i morgenpressen, men siden er udviklingen vendt, så flere og flere aviser udgives i tabloid eller mellemstørrelsen berlinerformat.
Tekniske forudsætninger og journalistiske ideer hører til et par af forklaringerne på at skifte format. Analysens læserundersøgelser viser imidlertid, at læserne foretrækker den avisstørrelse, de er vant til at læse, men uanset formatet på den avis, deltagerne læser fast, så synes flest, at tabloid er pænest, mens det store format er bedre til at lokke til læsning.
En opfølgende undersøgelse om redigering af aviser med forskellig format viser, at smørrebrødsredigering frem for blokredigering bedømmes til at være bedre til at lokke til læsning, uanset hvilket format læseren foretrækker. Hovedkonklusionen er dog, at læserne foretrækker den avis de kender og er vant til at læse.

Når formatet sættes i forhold til læsernes alder, så foretrækker unge et mindre format. Årsagen kan være større interesse for den direkte, dramatiske fortælleform men også i et andet syn på avisen som medie.
Svenskernes undersøgelser viser, at unge er mindre positive overfor broadsheet og at andelen som foretrækker det mindre tabloid-format er øget og tilslutningen til broadsheetaviser er faldet. Den udvikling kan være udtryk for en trend, men også det praktiske spørgsmål om at kunne håndtere avisen er en vigtig faktor.
Udviklingen viser, at journalistikken ikke bliver påvirket af formatet. Seriøse aviser kan også have et mindre format uden, at det ændrer indholdet i journalistikken.

Spørgsmålet om tillæg er også undersøgt. Læserne ønsker ikke tillæg i fuldformat/broadsheet.

Konklusionerne er:

- Folk foretrækker den avis, de er vant til
- Unge er mere positive overfor tabloid end ældre (den avisstørrelse de er vant til)
- Tabloid er nemmere at håndtere
- Flere og flere foretrækker tabloid (unge, den de er vant til)
- Opbakningen til broadsheet falder (unge, den de er vant til)
- Tabloid er ikke længere ensbetydende med sensationsjournalistik (flere og flere aviser har skiftet størrelse)
- Formatet afgør ikke læserens valg af avis
- Dog kan formatet spille en væsentlig rolle for lokalaviser på grund af mindre bredde i indholdet. (påstanden er ikke uddybet i undersøgelsen)


Min personlige konklusion er at, hvis broadsheet- avisen skal følge med tiden, tiltrække og ikke mindst fastholde yngre læsere, så er det ved at være tid at skifte til tabloid. Hvis man som avis absolut vil adskille sig ved hjælp af størrelsen, kan man vælge berlinerformatet. Og hvis broadsheet engang bliver retro. Så kan man jo bare skifte tilbage igen.

Enevælde, censur og andet bøvl

Enevældens censurtider er vist genindført, tænkte jeg torsdag efter en arbejdsdag som sluttede med en stædig diskussion med en spindoktor fra Miljøministeriet.
Jeg var kommet på færten af historien om fire borgmestre fra hovedstadsområdet, der ville brokke sig til Connie Hedegaard over nye planlægningsregler. Klokken var 16.30, og jeg ville gerne have en kommentar eller bare en, der kunne uddybe sagen til baggrund, men nej. Jeg kunne ikke få lov til at tale med en embedsmand, hvis hans eller hendes svar ville lægge sig op af ministerens svar til de fire borgmestre, fordi brevveksling ikke skal foregå i offentligheden, og man skal som brevskriver ikke kunne læse om en sag i avisen, før man selv har fået et svar. Hallo! Hvergang jeg støder på den hensyn-argumentation fra offentlige myndigheder, så tænder jeg af. Offentlige myndigheder har I glemt, at I er offentlige. I er ejet af folket, og derfor er der lidt flere interesser på spild end hensynet til sagens hovedpersoner, medarbejdere, samarbejdspartnere eller hvem der nu lige skal beskyttes, når journalister beder om oplysninger i en sag.
For nylig havde Frederiksborg Amts Avis besøg af en gruppe journalister fra Indien, Nepal, Afrika og en række andre lande, der var inviteret til Danmark af Danida. De var på demokrati-besøg og skulle høre om lokale medier og forholdet til det lokale demokrati. De fik den store tur om Frederiksborg Amts Avis' 130-årige historie. Om avisens grundlægger, der var en af Grundlovens stærke forkæmpere. Om Grundlovens paragraf om ytringsfrihed, og de få reguleringsregler vi har i love som for eksempel loven offentlighed i forvaltningen. Og så fik de historien om, hvordan offentlige myndigheder stadig snor sig, hvis det ikke lige passer ind i kommunikationsstrategierne at få en sag ud i medierne.
Nå - torsdag var det sidst på eftermiddagen, så jeg måtte skrive min historie uden kommentar fra modparten og uden oplysninger til baggrund.
Fredag formiddag var spindoktoren i røret igen med navn og nummer på en kontaktperson, der kunne fortælle om baggrund. Det gjorde personen fint og objektivt, og hun havde ingen problemer med at udtale sig til citat.
Og lidt senere ligger der så en mail mere. Hvis avisen alligevel vil have en kommentar fra miljøministeren, der ellers er på rejse i Grønland, så kan vi få det.
Jeg siger selvfølgelig 'Ja tak', og så er der to fine opfølgninger på sagen. Ministerens kommentar planlægges til forsiden, så de personlige ambitioner er også tilfredsstillede efter dagens arbejde.
Hvad sker der så? Lørdag morgen er forsideversionen ikke med....og den er heller ikke lagt andre steder i avisen...nu skulle den gerne være med på netudgaven, men ellers må man bare konstatere, at nogle historier skal gå så grueligt meget igennem, og så går det også galt til sidst.

Åh at længes

Her følger så min seneste klumme fra Frederiksborg Amts Avis 22. juli 2007

Det sker hver eneste gang.
Hver gang jeg kører over Svendborgsundbroen i det sydfynske, får jeg hjemvé. Nu er det godtnok 20 år siden, jeg flyttede fra Svendborg og broen over til min barndomsø Tåsinge, og jeg har efterhånden boet længere tid langt væk fra denne, den skønneste plet på verdenskortet end jeg har tilbragt der, men der er ikke noget at gøre. Der er altid smukt, uanset årstiden og vejret. Der er altid skibe på sundet, der minder om alle de gange, jeg selv har sejlet eller plasket rundt dernede. Og der er altid en cyklist, der strider sig over broen i sidevind, sådan som jeg også har gjort det mange gange.
Når jeg kører over Svendborgsundbroen, så længes jeg hjem.
Senest da jeg bragte en bilfuld unger på sommerferie hos Mormor og Morfar. Det betød, at jeg måtte krydse broen to gange på et døgn og på vejen tilbage til Nordsjælland og pligterne, hørte jeg et fantastisk interview i radioens P1 med film- og tv-produceren Anett Wolff. En dame, der har oplevet lidt af hvert i sit mere end 70 år lange liv og som lige nu "med den tid jeg nu har tilbage" er dybt optaget af at gøre sin barndoms drømme om den arktiske hvide ulv til virkelighed i form af et forskningsprojekt og en dokumentarfilm om de prægtige dyr. Derfor befinder hun sig højt mod nord i "Anett's Outpost" i Novia Scotia. Frit citeret fortalte hun: "Alle mennesker har et sted, de hører hjemme. Jeg fandt mit hjem som 68-årig. Her i Novia Scotia".
Hvor har hun ret. Alle hører hjemme et sted, og det kan godt være, at længslerne efter at rejse ud, at opleve noget nyt, at udvikle sig, lære og møde nye mennesker er stærke længsler, men den stærkeste er at længes hjem.

Velkommen

Halløj, så er jeg også 'on' som blogger. Min seneste klumme følger snarest. Den handler om at have hjemvé efter et særligt sted, og er en af dem, der har givet mig rigtig mange kommentarer. Og den fik mig til at tænke på, hvorfor klummer tilsyneladende gør større og dybere indtryk end en grundig og gennemarbejdet journalistisk artikel. Tænk, hvis jeg kunne skrive journalistik i lige så personlig stil som mine klummer. Se, det ville knytte læserne til et medie, og så var det måske slut med at se på en branche med avisoplag, der bare falder og falder...