En ny amerikansk rapport "The State of the News Media 2008" fortæller om fremtidens medie-tendenser. Den er blandt andet kommenteret af forfatter Jens Jørgen Madsen på Journalistens blog tirsdag den 25, marts og af Lasse Jensen i Mennesker&Medier på P1 fredag den 21. marts.
Jens Jørgen Madsen skriver om "Massive forandringer på vej i mediebranchen" og peger på seks tendenser:
* Opfattelsen af hvad nyheder er, forandrer sig
* Et nyhedsmedie er ikke en slutdestination men et pitstop på vejen, hvor man samler sine nyheder op.
* Brugergenereret indhold (hyperlokal journalistik) er begrænset - i modsætning til tidligere spådomme.
* Nyhedsredaktionen bliver fremover det nye innovative rum, hvor journalistikken udvikler sig - fremfor at være base for dagens produktion.
* Medierne indsnævrer deres fokus til få, store historier.
* Reklamebranchen og annoncørerne har svært ved at omstille sig til de nye tider.
Lasse Jensen kommenterer blandt andet rapporten sådan her:
"Der er rigtigt mange spændende ting at lære om nyhedsudviklingen i den store amerikanske rapport, som kan læses på på www.stateofthenewsmedia.org – og man griber selvfølgelig sig selv i at sammenligne de amerikanske forhold med de hjemlige. Forleden læste jeg om en ung dansker, der for øjeblikket studerer i USA, meddeler, at han har planer om at rejse hjem til Danmark og forære alle sine penge til DR .
Oplevelsen af et totalt kommercialiseret mediemarked i USA har overbevist ham om det helt nødvendige i at have en offentligt finansieret public - service station som DR. Det er måske at gå til yderligheder – men hvis man selv besøger USA og følger med i medieudviklingen er det faktisk lysende klart, at den danske kombination af public service og fonds-eje stadig resulterer i nyhedsmedier, der f.eks. fortsat er langt mere udadvendte og langt mere fokuseret på skal vi kalde det traditionelle journalistiske dyder end mange af de amerikanske. Der er stadig nogle enkelte amerikanske globale nyheds-fyrtårne, som f.eks. New York Times – men de bliver færre og færre. Faresignalerne for nyhedsmedierne og journalistikken er markante i USA. De kan i høj grad anes herhjemme."
Netop hjemme efter 3 ugers studieophold i Bakersfield, Californien, hvor jeg har forsøgt at lære noget om hyperlokal journalistik (og den trend er allerede på vej ud igen - kan jeg forstå) - vil jeg give Lasse Jensen ret i at der er stor forskel på medier, organisation og kultur, når man sammenligner USA og Danmarks måde at gøre tingene på.
Men jeg synes det er tankevækkende, at det amerikanske system, der bygger på en stærk konkurrencementalitet både økonomisk og redaktionelt, tilsyneladende fremmer kreativitet og innovation i branchen.
Herhjemme er det for eksempel ikke gamle, garvede, erfarne og traditionelle medier, der går forrest i udviklingen af vores nyhedskanaler, men de innovative hjerner fra it-branchen, som kan se, hvordan nyheder passer ind i fremtidens medier.
tirsdag den 25. marts 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Hej chef. Jeg har tagget dig - tjek, hvad det går ud på på min blog :-) Mai
Send en kommentar